Thomas Olander
Oversigt over det danske lydsystem

version 0.6 · august 2019

English version

download oversigten (v. 0.6) som pdf-fil

indledning
vokaler
konsonanter
stød
tryk
særlige vanskeligheder for udlændinge
tydelig og normal tale
eksempeltekst
litteratur

Oversigt over det danske lydsystem er endnu under udarbejdelse, men det er mit håb at den alligevel vil kunne være til nytte i både den teoretiske forståelse af det danske lydsystem og i den praktiske tilegnelse af dansk udtale.

Ved »dansk« forstås her københavnsk rigsmål talt meget tydeligt af yngre (ca. 30-årige) danskere. Oversigten støtter sig først og fremmest til fremstillingerne i Grønnum 2005 og Basbøll 2005, men adskiller sig på en række punkter fra disse fremstillinger.

I oversigten refereres der til dansk på to niveauer:

• det fonetiske niveau: Udtalen af danske sproglyde og ord noteres mellem kantede parenteser, fx [ˈsbʁɔʊ̯ˀ]
• det ortografiske niveau: Den skriftlige gengivelse af danske sproglyde og ord noteres ved brug af kursiv, fx sprog

På sproghistorie.dk/lydsystem/ er eksemplerne tilgængelige som lydfiler.

Dansk har et meget rigt vokalsystem med mange forskellige kvaliteter. De fleste vokalkvaliteter optræder både lange og korte. I betonede stavelser finder vi følgende korte vokalkvaliteter :

	urundede			rundede
fortungevok.	[i]	[ˈmid]	mit	[y]	[ˈnyd]	nyt
	[e]	[ˈmed]	midt	[ø]	[ˈmød]	mødt
	[ɛ]	[ˈmɛd]	mæt	[œ]	[ˈsœmˀ]	søm
	[æ]	[ˈsæʊ̯ˀ]	sav	[ɶ]	[ˈdʁɶʊ̯]	drøv
	[a]	[ˈmad]	mat
bagtungevok.				[u]	[ˈmud]	mut
				[o]	[ˈfoðˀ]	fod
				[ɔ]	[ˈɔsd]	ost
				[ɒ]	[ˈtˢɒʊ̯]	tov
				[ʌ]	[ˈtˢʌd]	tot
	[ɑ]	[ˈtˢɑɡ]	tak

De korte betonede vokalers distribution

• kort [æ] optræder kun foran [ðˀ] og [ʊ̯ˀ], hvor [a] ikke optræder
• kort [ɒ] optræder kun foran [ʊ̯], hvor [ʌ] ikke optræder
• kort [ɶ] optræder kun efter [ʁ], hvor [ø] ikke optræder, og foran [ɐ̯], hvor [œ] ikke optræder

I betonede stavelser finder vi følgende lange vokalkvaliteter :

	urundede			rundede
fortungevok.	[iː]	[ˈmiːlə]	mile	[yː]	[ˈsyːlə]	syle
	[eː]	[ˈmeːlə]	mele	[øː]	[ˈsøːlə]	søle
	[ɛː]	[ˈmɛːlə]	mæle	[œː]	[ˈhœːnə]	høne
	[æː]	[ˈmæːlə]	male	[ɶː]	[ˈɡɶːɐ]	gøre
bagtungevok.				[uː]	[ˈmuːlə]	mule
				[oː]	[ˈmoːlə]	mole
				[ɔː]	[ˈmɔːlə]	måle
				[ɒː]	[ˈɒːnə]	orne
				[ʌː]	[ˈhʌːɪ]	høje
	[ɑː]	[ˈkʰɑːbə]	karpe

De lange betonede vokalers distribution

• langt [ɶː] optræder kun foran [ɐ], hvor [œː] ikke optræder
• langt [ʌː] optræder kun foran [ɪ], hvor [ɒː] ikke optræder

Distributionen af lange og korte vokaler

I nogle positioner er vokalkvantitet distinktiv:

• foran obstruenter, nasaler og lateraler optræder både korte og lange vokaler, fx [ˈpʰɑɡɐ ˈpʰɑːɡɐ ˈœfɐ ˈsœːfɐ ˈmenə ˈmeːnə ˈlɛɡə ˈlɛːɡə] pakker, parker; øffer, surfer; minde, mene; lægge (vb. inf.), lægge (sb. pl.)

I andre positioner er vokalkvantiteten forudsigelig, dvs. ikke distinktiv:

• foran vokaler er vokaler altid lange, fx [ˈlɑːɪ ˈleːʊ ˈpʰiːɐ ˈyːð̩] leje, leve, piger, yde
• foran halvvokaler i udlyd, foran halvvokaler med stød og foran halvvokaler efterfulgt af konsonant (inkl. halvvokal) er vokaler altid korte, fx [ˈhɑɪ̯ ˈhɑʊ̯ ˈdɑɪ̯ˀ ˈkʰuɐ̯ˀ ˈbɑɪ̯ˀɐ ˈlyðˀɐ ˈʁɑɪ̯sə ˈuɐ̯nə ˈlɑɪ̯ɪ̯ɐ ˈyððɐ] hej, hav (sb. sg.), dej, kur, bajer, lyder, rejse, urne, lejre, ydre
• foran halvvokaler fulgt af vokal er vokalerne snarest halvlange, fx [ˈlɑˑɪ̯ɐ ˈyˑðɐ] lejer, yder, men kvantiteten kan variere

Vokalskema

I dette skema ses de danske betonede vokalers indbyrdes placering efter artikulationssted (efter Basbøll 2005: 48):

Ubetonede vokaler

Følgende korte vokaler optræder aldrig med tryk:

	artikulatorisk vokaliske			artikulatorisk konsonantiske
	[ɪ]	[ˈlɑːɪ]	leje	[m̩]	[ˈlɑbm̩]	lappen
	[ʊ]	[ˈleːʊ]	leve	[n̩]	[ˈkʰadn̩]	katten
	[ɐ]	[ˈpiːɐ]	piger	[ŋ̩]	[ˈtˢɑɡŋ̩]	takken
	[ə]	[ˈfadə]	fatte	[l̩]	[ˈsyɡl̩]	cykel
	[ð̩]	[ˈfadð̩]	fattet

 

De ubetonede vokaler [ ɪ ʊ ɐ ] ligger artikulatorisk tæt på de betonede vokaler [ e o ʌ ].

Det danske konsonantsystem er relativt simpelt sammenlignet med konsonantsystemerne i andre sprog. Konsonanterne er altid korte, undtagen i komposita af typen [ˈhussalˀ] hussalg .

For obstruenterne (der udgøres af klusiler, frikativer og affrikater) er det karakteristisk at forskellen på [pʰ tˢ kʰ] og [b d ɡ] udelukkende ligger i tilstedeværelsen eller fraværet af aspiration (hhv. affrikation). Både [pʰ tˢ kʰ] og [b d ɡ] er ustemte og lenis.

Følgende obstruenter optræder i dansk:

		forlyd		udlyd
klusiler	[pʰ]	[ˈpʰas]	pas
	[tˢ]	[ˈtˢɑɡ]	tak
	[kʰ]	[ˈkʰad]	kat
	[b]	[ˈbas]	bas	[ˈlɑb]	lap
	[d]	[ˈdas]	das	[ˈsad]	sat
	[ɡ]	[ˈɡas]	gas	[ˈtˢɑɡ]	tak
frikativer	[f]	[ˈfad]	fat	[ˈlɔf]	luf
	[s]	[ˈsad]	sat	[ˈpʰas]	pas
	[ɕ]	[ˈɕad]	sjat	[ˈhaɕ]	hash
	[h]	[ˈhɑɡ]	hak
affr.	[tɕ]	[ˈtɕanˀs]	tjans
	[dɕ]	[ˈdɕas]	jazz	[ˈbadɕ]	badge

Sonoranterne deles op i approksimanter, halvvokaler, nasaler og lateraler. De to sidstnævnte grupper opfører sig i mange sammenhænge parallelt.

	forlyd			udlyd
approks.	[j]	[ˈja]	ja
	[v]	[ˈvad]	vat
	[ʁ]	[ˈʁɑd]	rat
halvvokaler	[ɪ̯]			[ˈhɑɪ̯]	hej
	[ʊ̯]			[ˈhɑʊ̯]	hav
	[ɐ̯]			[ˈmoɐ̯]	mor
	[ð]			[ˈmað]	mad
nas. og lat.	[m]	[ˈmad]	mat	[ˈhɑm]	ham (pron.)
	[n]	[ˈnad]	nat	[ˈman]	man
	[ŋ]			[ˈbʌŋ]	bon
	[l]	[ˈlad]	ladt	[ˈtˢal]	tal

Efter [pʰ tˢ kʰ f] finder vi ustemt [j ʁ l] , fx [ˈpʰj̥ad ˈkʰʁ̥ɑd ˈkʰj̥oːlə] pjat, krat, kjole ; ustemt [l̥] findes også efter [s] , e.g. [ˈsleɡ] slik.

Det danske stød, noteret ved [ˀ] , består artikulatorisk i uregelmæssigheder i stemmelæbesvingningerne. Stød kan kun optræde i følgende strukturer:

• en lang vokal, fx [ˈhuːˀs ˈviːˀsɐ] hus, viser (vb. prs.) (jf. uden stød fx [ˈviːsɐ] viser (sb.))
• en kort vokal plus en sonorant, dvs. en halvvokal (fx [ˈvɑɪ̯ˀ ˈbɑɪ̯ˀɐ] vej, bajer ), en nasal (fx [ˈlɑmˀ ˈkʰɑmˀɐ] lam, kammer ) eller en lateral (fx [ˈhalˀ ˈbalˀɐ] hal, baller (pl. af bal )) (jf. uden stød fx [ˈdɑɪ̯ ˈvɑɪ̯ɐ ˈhɑm ˈkɑmɐ ˈtˢal ˈbalɐ] dig, vejer, ham (pron.), kammer (vb.), tal (sb.), baller (pl. af balle ))

Dette strukturelle lydlige krav for at der kan optræde stød, kaldes »stødbasis«.

I stavelser uden stødbasis, dvs. stavelser indeholdende en kort vokal der ikke er følges af en sonorant, er stød udelukket, fx [ˈkhad ˈpʰas] kat, pas .

Det danske tryk, noteret ved [ ˈ ], manifesteres primært ved en ændring i grundtoneforløbet. I københavnsk rigsmål sker der en stigning i grundtoneforløbet fra den betonede stavelse til den efterfølgende stavelse – i et ord som [ˈsbiːsə] spise ligger første stavelse altså i et lavere toneleje end anden stavelse.

På sætningsniveau er dansk karakteriseret ved at en verbalform i mange tilfælde er ubetonet hvis den indgår en i en nær syntaktisk forbindelse med et efterfølgende syntagme. Dette fænomen kaldes enhedstryk. De vigtigste forekomster af enhedstryk er:

• verbum + objekt uden bestemmer (altid enhedstryk): ˈPia læser aˈvis (jf. med bestemmer: ˈPia ˈlæser en aˈvis ), ˈNiels passer ˈbørn (jf. med bestemmer: ˈNiels ˈpasser ˈbørnene ), ˈPia spiller ˈskak
• verbum + egentligt subjekt uden bestemmer (altid enhedstryk): der mangler 'vand
• verbum + præpositionsforbindelse eller adverbium (enhedstryk ved faste forbindelser): 'barnet 'leger i 'vandet )
• verbum + prædikativ (altid enhedstryk): 'Pia malede 'huset 'rødt
• hjælpeverbum + hovedverbum (altid enhedstryk): 'Niels skal 'sove

Enhedstryk kan omfatte flere på hinanden følgende verber, fx 'Pia har kunnet stå på 'vandski .

Når verbet er ubetonet, kan det hverken have længde eller stød, fx [ˈnels ˈgɒːˀ pɔ ˈɡæːð̩n] 'Niels 'går på 'gaden ).

Også kvantorer (undtagen talord) er ubetonede, fx et ton 'stål .

Artikulationen af visse lyde frembyder særlige vanskeligheder for udlændinge. Hvilke lyde der volder problemer, afhænger naturligvis af den dansklærendes modersmål, men generelt bør der lægges særligt mærke til følgende lyde:

• vokalerne: de urundede fortungevokaler: [i e ɛ æ a]
• de rundede fortungevokaler: [y ø œ ɶ]
• halvvokalen [ð] og vokalen [ð̩] , fx [ˈmað ˈmɑːð̩] mad, meget
• approksimanten [ʁ] og dens ustemte variant [ʁ] , fx [ˈʁɑd ˈtˢʁɑd] rat, træt
• den affrikerede alveolære lukkelyd [tˢ] , fx [ˈtˢɑɡ ˈtˢʁɑɡtˢɐ] tak, traktor
• den ustemte udtale af dansk [b d ɡ] ; herunder den ustemte udtale af forbindelserne [sb sd sɡ] ] (ikke [zb zd zɡ] ), fx [ˈtˢiɐ̯ˀsda] tirsdag
• artikulationen af [h] (ikke [x] ), fx [ˈhɑɪ̯] hej
• udtalen af [ŋ] (ikke [ŋɡ] ]), fx [ˈfɑŋɐ] fanger
• stød, fx [ˈmæːˀlɐ] maler (vb. prs.) vs. [ˈmæːlɐ] maler (sb. sg.); [ˈmanˀ] mand vs. [ˈman] man
• enhedstryk, fx 'Pia kan spille 'skak

Som nævnt er udgangspunktet for denne oversigt tydeligt talt dansk. Normal tale kan afvige bl.a. på følgende punkter fra tydelig tale:

• efter betonet vokal bliver nasal/lateral + [ə] til syllabisk nasal/lateral, fx [ˈfɑŋə ˈkʰoːnə] > [ˈfɑŋ̩ ˈkʰoːn̩] (jf. efter konsonant eller ubetonet vokal fx [ˈvesnə ˈɛːblə ˈleːonə] visne, æble, levende )
• to identiske på hinanden følgende ubetonede vokaler kontraheres, fx [ˈlanð̩ ˈlɛŋɐ]
• efter lang vokal + obstruent falder [ə] væk, fx [ˈæːbə ˈlɛːsə ˈlɑbə ˈlɛsə] abe, læse, lappe, læsse > [ˈæːb ˈlɛːs ˈlɑb ˈlɛs]

Tydelig tale

[en ˈdæːˀ ble ˈsoːˀln̩ ʌ ˈvenˀn̩ uˈeːˀniːi ˈʌmˀ ˈvɛm dɑ vɑ ˈsdaɐ̯ɡəsd // ˈneːð̩ pʰɔ ˈjoːˀɐn ˈsɔːˀ di en ˈmanˀ dɑ vɑ pʰɔ ˈvɑi̯ˀ ˈɡɛmˀm̩ en ˈsɡɒʊ̯ˀ // ˈvenˀn̩ ˈsæːæ tˢe ˈsoːˀln̩ // kʰa du ˈseːˀ ˈdɛnˀ ˈmanˀ dɑ ˈɡɒːˀ ˈdeɐ̯ˀ ˈneːð̩ pʰɔ ˈsɡɒʊ̯vɑːˀɪn // la ʌs pʰʁœʊ ˈkʁɑfdɐ pʰɔ ˈhɑm // ˈdɛnˀ dɑ kʰa fɔ ˈfʁɑɡŋ̩ ˈa hɑm a dn̩ ˈsdaɐ̯ɡəsdə // ˈɔʊ̯ ˈkʰɛɪ̯ / ˈsvɑːð̩ð̩ ˈsoːˀln̩ / ˈdu ˈsdɑːdɐ // ˈsʌ beˈɡønˀdə ˈvenˀn̩ ʌ ˈblɛːsə ʌ ˈsdɒːmə // ˈsdoːɐ ˈtˢʁæːˀɐ vɛldð̩ð̩ ʌmˈkʰulˀ // ˈdyːˀɐnə i ˈsɡɒːˀʊn søɡdə lyːˀ i dæːɐs ˈhuːlɐ ʌ ˈsɡjuːˀl // ˈmɑŋə ˈfuːləʁæːðɐ ble blɛsd ˈneðˀ a ˈvenˀn̩ / mɛn ˈmanˀn̩ / dɑ ˈslɛd ˈeɡə fʌˈsdoðˀ a de vɑ ˈhɑm dɑ vɑ ˈɒːsæːˀ tˢe ˈsdɒːmvæːˀɐð / tˢʁɑɡ ˈfʁɑɡŋ̩ ˈtˢɛd ʌmˈkʁaŋˀ sɑ ʌ ˈsdʁaðˀ sɑ ˈfʁɑmˀ sʌ ˈɡʌd han nu ˈkʰunə]

Normal tale

[en ˈdæːˀ ble ˈsoːˀln̩ ʌ ˈvenˀn̩ uˈeːˀniːi ˈʌmˀ ˈvɛm dɑ vɑ ˈsdaɐ̯ɡəsd // ˈneːð̩ pʰɔ ˈjoːˀɐn ˈsɔːˀ di en ˈmanˀ dɑ vɑ pʰɔ ˈvɑi̯ˀ ˈɡɛmˀm̩ en ˈsɡɒʊ̯ˀ // ˈvenˀn̩ ˈsæːæ tˢe ˈsoːˀln̩ // kʰa du ˈseːˀ ˈdɛnˀ ˈmanˀ dɑ ˈɡɒːˀ ˈdeɐ̯ˀ ˈneːð̩ pʰɔ ˈsɡɒʊ̯vɑːˀɪn // la ʌs pʰʁœʊ ˈkʁɑfdɐ pʰɔ ˈhɑm // ˈdɛnˀ dɑ kʰa fɔ ˈfʁɑɡŋ̩ ˈa hɑm a dn̩ ˈsdaɐ̯ɡəsdə // ˈɔʊ̯ ˈkʰɛɪ̯ / ˈsvɑːð̩ ˈsoːˀln̩ / ˈdu ˈsdɑːdɐ // ˈsʌ beˈɡønˀd ˈvenˀn̩ ʌ ˈblɛːs ʌ ˈsdɒːm̩ // ˈsdoːɐ ˈtˢʁæːˀɐ vɛldð̩ ʌmˈkʰulˀ // ˈdyːˀɐnə i ˈsɡɒːˀʊn søɡd lyːˀ i daɐs ˈhuːlɐ ʌ ˈsɡjuːˀl // ˈmɑŋ̩ ˈfuːl̩ʁæːðɐ ble blɛsd ˈneðˀ a ˈvenˀn̩ / mɛn ˈmanˀn̩ / dɑ ˈslɛd ˈeɡ fʌˈsdoðˀ a de vɑ ˈhɑm dɑ vɑ ˈɒːsæːˀ tˢe ˈsdɒːmvæːˀɐð / tˢʁɑɡ ˈfʁɑɡŋ̩ ˈtˢɛd ʌmˈkʁaŋˀ sɑ ʌ ˈsdʁaðˀ sɑ ˈfʁɑmˀ sʌ ˈɡʌd han nu ˈkʰun̩]

Ortografi

En dag blev solen og vinden uenige om hvem der var stærkest. Nede på jorden så de en mand der var på vej gennem en skov. Vinden sagde til Solen: »Kan du se den mand der går dernede på skovvejen? Lad os prøve kræfter på ham. Den der kan få frakken af ham, er den stærkeste.« – »Okay,« svarede Solen, »Du starter.« Så begyndte Vinden at blæse og storme. Store træer væltede omkuld. Dyrene i skoven søgte ly i deres huler og skjul. Mange fuglereder blev blæst ned af vinden, men manden, der slet ikke forstod at det var ham der var årsag til stormvejret, trak frakken tæt omkring sig og stred sig frem så godt han nu kunne.

Teoretisk

Hans Basbøll, The phonology of Danish. Oxford / New York 2005.

Nina Grønnum, Fonetik og fonologi: almen og dansk (3. udg.). København 2005.

Nina Grønnum, Rødgrød med fløde: en lille bog om dansk fonetik. København 2007.

Praktisk

Lisbeth Thorborg, Dansk udtale: øvebog, med cd-rom. København 2003.

Lisbeth Thorborg, Dansk udtale i 49 tekster, med cd-rom (2. udg.). København 2003.

Lisbeth Thorborg, Dansk udtale for begyndere, med cd-rom (2. udg.). København 2005.